Øvelser

Historiefortæller

Svend-Erik Engh

 

 

Hemmeligheden bag god historiefortælling er den venligt vibrerende vekselvirkning

ØVELSER TIL UNDERVISNING

Starten på workshoppen

 

En øvelse, der starter en workshop – en teambuilding-aktivitet, der også har til formål at starte historierne og en aktiv lytten.

 

Jeg lavede for nogle år siden denne øvelse til vores undervisning i Ljungby, der hvert år ender med at eleverne optræder på Ljungby Berättarfestival – http://www.ljungbyberattarfestival.se/

 

– programmet for festivalen er lige udkommet og du finder vores elevers optræden lørdag formiddag kl. 10

Ca. 25 elever.

Gruppen går rundt i rummet og på et givet signal finder hver enkelt deltager en partner. Opgaven er nu at fortælle en historie (hvem der fortæller og hvem der lytter er op til grupperne). Historien er fra fortællerens eget liv og emnet for historien afhænger af formålet med workshoppen. Når en lytter synes, at han/hun har hørt noget spændende/interessant/rørende, rækker han/hun hånden op i luften og råber: “God historie!”. Alle standser deres fortællen/lytten. Lytteren fortæller nu i plenum den gode historie + hvorfor det er sådan en god historie.

Efter historien ny runde, hvor alle går rundt og på et givet signal standser de ved en partner og fortæller / lytter til en historie. Kan gentages flere gange og du kan som øvelses-leder præcisere, at hvis der er nogen, der kun har lyttet til historier, er det tiden at fortælle og vice versa.

3. Dette gøres tre gange.

 

4. Deltagerne skal nu vælge den historie, der gjorde størst indtryk på dem. Alle rejser sig (hele øvelsen kan gøres stående, så er dette ikke nødvendigt!) og hver enkelt deltager går nu hen og placerer en hånd på skulderen af den, der fortalte denne historie.

 

5. Dem, der har flest hænder, fortæller deres historie til hele gruppen – 4/5 historier.

 

Da jeg lavede denne øvelse sammen gruppen af ingeniører var det alle dem, der normalt ikke sagde noget, som havde flest hænder og derfor fortalte historier til hele gruppen. Og fordi det var de andre i gruppen og ikke mig som øvelsesleder var det så enkelt at få dem til at fortælle.

 

Starten på workshoppen

Udviklet af Ann-Mari Svensson, som jeg i flere år underviste journalister sammen med på Fojo (fortbilningsutbildingen for uddannede journalister) i Kalmar, Sverige. Et af de mest “uppskattade” kurser, som Fojo overhovedet tilbød på den tid.

 

I brevet, som blev sendt rundt til alle deltagerne før kurset, blev de bedt om at tage en genstand med, som fortalte en historie om dem selv.

Så brugte vi ellers en formiddag som start på en uges intensiv undervisning i historiefortælling/skrivning (den del var AM´s – hun har klasse, den dame!) på at høre historier om deltagernes øreringe, vanter, globusser, kamme, kinesiske æsker etc.

 

Torsdag aften brugte vi på at høre deltagerne læse deres historier op, som de havde skabt. 3 timer varede det og ikke et sekund for langt. Det var et gyldent kursus.

 

Starten på en workshop

 

En gruppe mennesker, der ikke kender hinanden godt. Max. 20-25

 

Stå i en rundkreds. Alle siger deres eget navn.

 

Sig nu en af de andres navne og gå hen til vedkommende. Så skal den, der har fået sit navn sagt højt, sige et andet navn og forlade sin plads for at gå hen til den, som vedkommende har sagt navnet på, som så også siger et navn på en af de andre deltagere og går over til vedkommende.

 

Der skiftes hele tiden plads og alle lærer efterhånden navnene på alle de andre deltagere.

 

Kan udvides med historiefortælling, således at der hele tiden tilføjes nye elementer, f.eks. hvor du kommer fra, hvor du er født, hvem din første kæreste var etc.

 

Starten på en workshop

 

Rundkreds, vend dig mod en partner. Vælg en 1 og en 2. 2 fortæller nu om sin morgen. Hvordan vågnede du? Morgenmaden, turen ud til arbejdspladsen. 1 minut. Respons: hvad er det klareste billede? 1 gør det efterfølgende til 2. Vend dig om. Der står nu en ny partner. Fortæl nu den historie, du har hørt til din nye partner. Vend dig tilbage og fortæl nu den historie, du hørte sidst, som et eventyr.

 

Starten på en workshop

 

Om forventninger

Start – øvelse i en gruppe, der gerne vil høre noget om, hvad historiefortælling kan anvendes til (som den gruppe, jeg skal arbejde med fredag på Fanø)

 

Grunden til at jeg har udarbejdet øvelsen er, at hver enkelt deltager har sine forventninger til hvad der skal ske. Disse forventninger er det godt at have fået ud af hovedet, ned i munden og ind i en andens øre.

1. Tænk på dine positive forventninger til dette møde.

2. Find et partner, du ikke kender.

3. Forestil dig nu, at mødet er slut, du er hjemme eller du har mødt din gode ven og fortæller nu denne gode ven, hvad du har lavet i dag. Du skal fortælle det som om dine forventninger ikke bare er blevet opfyldt, men at du oven i købet har fået noget ekstra med. 1 minut til hver.

4. Fortæl nu ud i gruppen, det vigtigste du har hørt om den andens forventninger.

 

 

Skabe historier

 

 

Rundkreds – kan gøres i en klasse eller for en gruppe. der ikke kender hinanden for godt:

På forhånd har du skrevet fem sedler:

 

1. Der var engang …

 

2. Og hver dag …

3. Men pludselig …

4. Så derfor …

5. Og siden den dag …

 

Du viser sedlerne og nu starter en historie et sted. Alle, der fortæller, fortæller kun en linie. Så er det næste fortællers tur, f.eks. er det den, der sidder ved siden af i rundkredsen.

Der var engang en mus, der ikke vidste hvad en fælde var.

Næste fortæller: Og hver dag stod musen op for at gå på arbejde på musefælde-fabrikken.

Næste fortæller: Men pludselig en dag sagde en af fælderne smæk. Det var formanden, der havde fået fingrene i klemme.

Næste fortæller: Så derfor sprang han rundt, som om han dansede.

Næste fortæller: Og siden den dag har musene danset boogie woogie, hver gang de ser en fælde.

 

 

Historier i et forløb

 

En amerikansk fortæller sagde engang til mig, at hver gang hun optrådte, satte hun historierne ind i et forløb:

 

1. Ha ha (latter)

 

2. Øhh (undren)

3. Aha (opklaring)

 

Det er interessant, bl.a. fordi det tager udgangspunkt i lytternes oplevelse. Hvis vi overfører det til undervisning, kan vi så skabe forløb, der har et andet forløb:

 

1. Ha Ha (åbner for impulser og giver plads til at mennesker er ærlige)

 

2. Øhh (giver dem noget, som gruppen ikke forventede – hvis du som underviser så også bliver overrasket, så har vi vekselvirkning! – at den altid er venligt, det er jo udgangspunktet for al læring – den svære er det vibrerende, det udfordrende!)

 

3. Aha (i fællesskab findes den læring af processen, der kan anvendes i hverdagen!)

 

 

Feedback

 

Nogle historier er bedst upoleret. Andre gange skal en historie slibes til, før den bliver en skinnende diamant. Den eneste måde, hvorpå en historie kan forvandle sig til en diamant er ved at fortælle den til to ører, lytte til responsen, lære af den og fortælle den igen. Og igen, og igen.

 

Hvordan beder vi om respons på den mest konstruktive måde? Konstruktiv for den, der fortæller og konstruktiv for den, der lytter.

En af mine kæpheste er at lytteren skal give respons på en sådan måde, at det støtter fortælleren til at arbejde på begge planer, både mht. det fortælletekniske og mht. indholdet i historien.

 

Her mener jeg, at responsen “hvad er det klareste billede!” er en kombination af begge dele. Ved at angive et billede, der virkelig trængte ind og skabte resonans hos lytteren, angives begge dele: Hvor i historien (indhold) og hvordan fortælleren fortalte godt lige der (fortælle-teknik).

 

Udvidelse

 

1. Hvad er det klareste billede?

 

2. Hvad handlede historien om?

3. Du er en god fortæller, fordi …

 

Dette er et mønster, du også kan læse i bogen “Fortæl en historie”, forlaget Edito. Forlaget er snarest på trapperne med en hjemmeside etc.

Udvides i den engelske udgave “Tell a Story”, som kan fås for 14 euro p.t.

 

Ekstra punkter, som vi ikke snakkede om, kunne være:

 

4. Den del af historien, der handlede om … var rigtigt skarp (udvider klareste billede), mens den del af historien, der handlede om … ikke stod så klart for mig. Hvad er grunden, tror du?

5. Hvornår var der dialog i fortællingen? Kan vi sammen gøre dialogen mere skarp? Uden døde punkter!

6. Lad os lave et fælles projekt ud af at du som fortæller skal …

Min. 3 personer.

Historiefortælleren fortæller en historie. En lytter giver respons.

Minimum en uvildig betragter ser på og efter at lytteren har givet respons, taler de om fortælling + respons. Var det gode råd? Var der noget i responsen, som ikke var konkret og derfor anvendeligt?

Denne øvelse er udviklet til et Berättar Akademins interne seminarer.

 

At indøve historier + fra skreven til mundtlig historie

 

Story-shopping – øvelse

 

Formål: At få fortalt og lyttet så meget som muligt.

Krav til plads: Der skal være plads til to stole pr. deltager. Deltagerne skal kunne gå rundt i rummet.

 

Til store børn: Anvend korte vandrehistorier.

Til lærerne: Anvend historier, som skaber arbejdsglæde. Historierne skal være relativt korte.

Til virksomheder: Anvend positive historier med et bestemt formål.

 

Stolene sættes to og to med siden til hinanden. Stolene står rundt i rummet.

Deltagerne bliver nu bedt om at finde en stol, der er deres hjem. Her kan man fortælle historier. Ved siden af denne stol står en tom stol. Det er gæstens. Her kan man høre historier.

 

Nu bevæger deltagerne sig rundt og lytter eller de sidder og fortæller. Alle er aktive og der er megen bevægelse og dynamik over denne øvelse. Det gode ved denne øvelse er, at alle fortæller og alle lytter.

Ca. 15 ,minutter. Lav en regel om, at alle skal minimum have hørt 2 historier og fotalt 2 gange.

Det er muligt at udvide øvelsen, så deltagerne udvælger den bedste historie. Kan ende med, at alle hører en historie.

 

Jeg udarbejdede øvelsen i forbindelse med min undervisning i historiefortælling på Borups Højskole engang i midten af 90´erne. Siden har den været anvendt mange gang, bl.a. altid sammen med Berättar Akademin på Fridhems Folkhögskola. I virksomheder og organisationer har øvelsen ikke fungeret så fantastisk. Virksomhedsfolk vil altid spørge: Hvad får vi ud af det? Og her er output, at historien øves mange gange og at alle fortæller og er aktive.

 

Udvidelse – To stole øvelsen kan også laves med en stol. Det beviste vi på træffet med en gruppe mennesker, der forstod at sige ja på den sjove måde. I stedet for at have to stole, hvor der er en stol, der fungerer som hjem og en, der fungerer som ude, har alle bare en stol – så kan du tage din stol med dig og se søgende ud=du vil lytte eller du kan blive siddende= du vil fortælle. Verden er et enkelt og rart sted at være.

 

Stemmetræning / at fortælle til en gruppe + til et individ

Jeg har øvelsen fra Tony Trifolikum engang i 1980´erne. Jeg var på flere kurser med Tony.

 

Deltagerne bliver delt i to lige store hold. De stilles så langt fra hinanden, som rummet tillader på to rækker, således at alle har en person overfor sig.

Remsen

 

There aint no flies in us

There aint no flies in us

There might be flies in you guys

But there aint no flies in us

 

læres udenad.

 

Så bliver hold 1 bedt om at sige remsen højt til hold 2. Hold 1 er langt væk fra hold 2 og skal derfor bruge kraft for at kunne nå over til hold 2.

De står stille imens, og når remsen er slut, går hold 1 et skridt frem. Standser og lytter til hold 2, der siger remsen højt. Når hold 2 har sagt remsen, går hold 2 et skridt frem. På den måde står holdene langt fra hinanden ved den første remse og helt tæt på hinanden ved den sidste. De skiftes hele tiden og går efter remsen et skridt frem.

 

Til sidst står de helt tæt og hvisker remsen til den, der står lige overfor.

Øvelsen giver god mening til en snak om at tale højt/lavt, tale til en eller flere i publikum (erfaringen er, at når de er langt fra hinanden er det til gruppen, tæt på bliver det til individet), tale med omsorg for at lytteren hører alt etc.

 

 

Om at kunne lyve / tale sandt

 

Deltagerne deles i grupper med 2 personer i hver gruppe.

Hver 2-personers – gruppe skal nu forberede 2 jeg – historier, en er falsk og en er sand.

Historierne fortælles i klassen. Klassen skal så vælge, hvem de tror på og hvem de ikke tror på.

Indtil jeg mødte Steiner, troede jeg at denne øvelse var udgangspunktet for de berømte Lystløgneraftener. Det er det ikke. Steiner har hørt om et amerikansk koncept og udviklet videre på det, til det nu er de vidunderlige Lystløgneraftener. Næste gang den 16. marts i Odense, hvor jeg bl.a. skal lyve og sande.

 

Jan Blake har en variant:

Deltagerne deles i grupper med 3 personer i hver gruppe.

Alle fortæller en sand historie til de 2 andre. Grupperne vælger nu den mest interessante historie.

3 personers grupperne får nu til opgave at fortælle den samme historie som en jeg-historie. Dvs. der er to, der lyver og en, der taler sandt.

 

At skabe en historie i fællesskab

Den store gruppe (klasssen!) deles i grupper á 4 deltagere.

 

Spilstyrer giver instruktioner til hele gruppen:

 

Hver enkelt deltager vælger i tavshed en person fra fortiden, som du har gode minder ved.

Det skal være en person, som du ikke kendte alt for godt. 1 minut.

Forestil dig, hvordan vedkommende så ud, lød og duftede.

Vælg et sted fra din fortid – gode minder. Udseende, lyd, duft. 1 min.

Vælg en ting fra din fortid – gode minder. Udseende, lyd, duft. 1min.

 

Spil-styrer giver hver person i grupperne numre, 1, 2, 3, 4.

 

Nr. 1 fortæller om stedet i 1 minut til hele gruppen.

Nr. 2 fortæller i 1 minut om sin person til hele gruppen.

Nr. 3 fortæller I 1 min. om sin person til hele gruppen.

Nr. 4 fortæller i 1 min. om sin ting til hele gruppen.

 

Spil-styrer til hele gruppen:

Find tidspunktet, hvor de to personer mødes på det sted med den ting.

 

Hvad skete? Hver enkelt gruppe finder nu i fællesskab historierne, byder ind med idéer og indfald til, hvordan situationen opstår, hvad der skete på stedet og hvad der siden blev af de to hovedpersoner. Efter 7 minutter fortæller hver gruppe historierne til hele gruppen (klassen).

 

Skabe historier i samarbejde med læreren

 

Mogens Krabek fra Bordings Friskole er mester udi denne kunst og anvendte den bl.a., da vi sammen underviste på Diplomuddannelsen på Den Fri Lærerskole.

 

1. Læreren sidder på en stol og en lille gruppe elever sidder foran ham i halvcirkel. Læreren starter historien og fører eleverne ind i universet.

 

“Vi er i Frankrig, det er sommer. Du har lige forladt dit selskab for at søge eventyret på egen hånd. Derfor kommer du nu gående i en gyde ved siden af kirken. Pludselig hører du en lyd.”

2. Så peger læreren på den elev, der skal fortsætte historien derfra.

3. På et givet tidspunkt skifter læreren fortæller med sin finger og kan evt. også fortsætte selv med en del af historien eller sige, at nu nærmer historien sin afslutning etc.

Det er en øvelse, der giver nogle fine historier, hvor eleverne lytter til hinandens kreativitet.

 

Detaljer

Denne øvelse har jeg fra Heidi Dahlsveen, der var i København i forbindelse med Historier under Bøgen 2001.

Heidi er daglig leder af uddannelsen af historiefortællere i Norge.

 

Fortæl en historie til en lytter.

Lytteren standser ved et vilkårligt sted og spørger om detaljer i historien:

Hvordan ser der ud i huset? Hvilket tøj har hovedpersonen på? Beskriv hestens hovedtøj.

Når fortælleren har besvaret spørgsmålene, kan han/hun gå videre med historien vel vidende, at historien altid kan afbrydes af et spørgsmål, der skal uddybe historien for lytteren.

 

Variant: Speed og slow historiefortælling.

Lytteren dirigerer fortællerens tempo. Aftal et signal fra lytteren, f.eks. armen højt i vejret = højt fortælletempo/ingen detaljer, armen ved gulvet = lavt fortælletempo/mange detaljer. Fortælleren fortæller, lytteren angiver tempo.

 

Variant: Højt og lavt historiefortælling.

Lytteren bevæger sig rundt i rummet og fortælleren skal anpasse historien efter distancen. Lytteren er tæt på = intens og lav stemme. Lytteren langt væk, dynamisk fortælling og høj stemmeføring.

 

Improvisation

 

Har jeg fra Keith Johnstone: Improvisation – en af min ungdoms største inspirations-kilder.

 

Skuespils-øvelse:

Der ligger tre mennesker, døde.

Publikum beslutter erhverv for hver enkelt person.

 

Spillet starter ved at en af fortællerne rejser sig og fortæller, hvad der skete tidligt om morgenen.

“Jeg vågnede ved at vækkeuret ringede etc.” Når fortælleren synes, at der ikke er mere at fortælle, ligger han/hun sig ned igen. Så er det den næste fortællers tur. “Jeg vågnede i morges og…” – de tre skiftes nu til at fortælle og nærmer sig langsomt det tidspunkt, hvor de tre personer mødtes og slog hinanden ihjel.

De sidste gange, fortællerne skiftes til at fortælle, må de gerne blive stående og vise, hvad det er der sker. “Da muremesteren løftede sin store murehammer for at slå bageren ihjel, sprang jeg frem fra mit skjul inde under lastbilen.” (dette vises). Til sidst dør alle tre.

 

Er en rigtig god øvelse til at øve JA, at kunne acceptere de andres bud og at arbejde videre, selv om historien pludselig tager en anden retning end den, du havde tænkt dig.

 

 

Ti stille og oplev!

 

En øvelse, jeg havde meget held med på Borups Højskole og senere med Berättarakademin, når vi underviste på Fridhems Folkhögskola: Øvelsen er inspireret af tavse gåture oppe på Holstebro Højskole, hvor jeg var på kursus med Richard Fowler, en canadisk skuespiller, der arbejdede sammen med Odin Teatret.

Den store gruppe deles i små to-personers grupper.

De går nu ud fra undervisningslokalerne og skal vandre rundt sammen i byen, landskabet eller hvor I verden undervisningen sker.

Gåturen foregår i total tavshed. Intet må siges.

Grupperne går rundt en time.

Når de kommer tilbage, skal de ikke begynde at snakke. De skal ind i undervsingslokalet og sætte sig tavse. Når de alle er kommet ind, går læreren rundt og lægger hånden på en fra hver gruppe´s skulder.

Vedkommende skal nu fortælle, hvad de har oplevet i løbet af den time, som de har været ude og gå i tavshed.

 

Vi plejede at forberede rummet lidt, når de kom hjem igen. Satte stolene, så de stod to og to, så de kunne se hinanden.

 

En ualmindelig god øvelse til at stimulere opmærksomheden og en god måde at få etableret en god samarbejdsstemning.

Parrene var nuser, når de kom tilbage, som om de havde oplevet en kærlighedsstund sammen.

 

Udvidelse

 

Start dagen med stilhed.

 

Pernille Stockfleth, den kloge dame, har arbejdet videre med den tyste promenad, som er en gå-tur to og to, hvor deltagerne ikke må sige noget. Hver enkelt deltager bruger øjne og ører til at sanse omgivelserne – en øvelse, jeg fik af Odin Teatret i sin tid.

Pernille har udviklet den. Her arbejder hun med mennesker, der overnatter, og alle får så at vide, at de ikke må sige noget, når de står op. Morgen-badet, morgen-maden, den første samling, alt foregår i 100 % tavshed. Efter det sender hun dem ud to og to på en tavs vandre-tur.

 

Det lyder for fantastisk og skal naturligvis prøves.

 

Stillbilleder

1. Deltagerne bliver delt i grupper á ca. 8.

2. Hver gruppe vælger et eventyr, som de vil arbejde med (uden at den anden gruppe hører, hvad det er for et eventyr, de vælger)

 

3. Grupperne forbereder nu i hver sine rum. I ti billeder skal gruppen nu fortælle eventyret. Det skal være ti helt stillestående dias-billeder, hvor hver enkelt deltager finder en rolle – et træ, slottet, vinden – alle skal være med på alle billederne.

4. Grupperne samles i plenum. Hver gruppe viser deres billeder med styring af en instruktør. Luk øjnene, siger instruktøren. Billedet dannes, og når alle har fundet deres helt frosne position, siger instruktøren: Åben øjnene. Det gentager sig ti gange. Og ved den 11. gang stiller gruppen sig op til applaus.

 

Det bliver som at se en film i lysbilleder.

Grupperne har det sjovt og der kan komme en masse ud af at tale om billeder.

Forkort en historie – lav essens!

 

2 og 2, alle har ur.

En historie fortælles og der tages tid. Så skal fortælleren halvere fortællingens længde og lytteren skal give feedback: Er billederne klare? Er historien stadig forståelig? Sådan halveres historien, til der kun er en sætning tilbage. Det er essensen af historien.

Glæder mig til at teste den.

 

Alex Fersbye har givet mig idéen til at videre-udvikle en øvelse, som jeg ellers har fra Jan Blake (hendes version er 10 historien skrevet på 10 linier, 5 linier, 3 linier og 1 linie):

 

Gæt en historie.

For små klasser.

 

Gruppen deles i to hold.

De skiftes til at spille stumme scener fra udvalgte films, bøger, historier, spil etc. Når historien er gættet, skifter scenen og en ny film, ny historie bliver spillet. Kan udvides, så der må rappes ind over, laves lydkulisser etc. Endelig ikke replikker. Det talte ord må gerne hvile.

 

Det er utroligt, så lidt der skal til, for at børnene genkender scener.

Du skal som leder af øvelsen bare sørge for, at der er flow. Alle skal kunne høre, hvilken historie, der bliver gættet på. Hurtige skift, ikke lange snakke om hvilken historie.

 

Gruppeøvelse / få overblik over en histories enkelt-dele

 

Find en historie på skrift.

Klip historien i så mange stykker, som der er personer.

 

Gruppen sættes i en cirkel og får sedlerne udleveret.

Hver enkelt lærer så deres lille del af historien, ikke udenad, med egne ord, men med billederne og handlingsforløbet præcist som det stod på sedlen. Øvelses-lederen samler sedlerne sammen.

 

Øvelses-lederen peger nu på en person i ringen og vedkommende fortæller sin del. Historien fortælles i den orden, som personerne sidder. Den, der sidder til højre for, fortæller næste del.

 

Når alle har fortalt, gælder det om at finde ud af, hvordan historien kan få mening. De må gerne flytte rundt på stole etc., så de kan få en flydende fortælling.

 

NB!

For at øvelsen bliver en succes, skal du finde en historie, alle synes er interessant, som udfordrer dem og som har minimum et punkt, som er overraskende. Den bedste historie, som jeg kender til formålet er: “Skattegraverne” fra samlingen “Da fanden flåede smeden”, samlet af Ulf Palmenfelt, en af mine inspirations-kilder (både Ulf og bogen!).

 

Grunden til, at Skattegraverne er sådan en god historie, er at den er tredelt med en del i midten, som ingen mening giver. En stor høne kommer kørende og det giver absolut ingen mening i historien. Derfor driller den deltagerne og det er godt.

 

Historier er overalt

 

På Borups Højskole prøvede jeg engang at udstyre eleverne med en kasette-båndoptager. Opgaven var så, at eleverne skulle gå rundt i Københavns gader og spørge tilfældige, om de havde en historie. Historien blev optaget og når eleverne kom hjem, var der et større arbejde med at lytte og redigere materialet, så vi alle sammen kunne høre resultatet.

 

Eleverne kom hjem med meget skrammel og meget ubrugeligt fnidder. En af grupperne fungerede rigtigt godt. De havde gået ned i vinhandleren ved siden af højskolen og 2 timer senere var de kommet op på højskolen med en guldgrube af fortællinger.

 

Alle Smartphones har en indbygget optager i sig og de gratis redigerings-programmer, f.eks. Audacity fungerer rigtigt godt.

 

Personlige historier i en stor gruppe

En måde at arbejde med personlige historier i store grupper, der virkelig er god. Jeg oplevede denne øvelse første gang i 2002, hvor jeg var med til Golden Fleece mødet i Washington D.C. for første gang.

Burgte den bl.a. på et stort seminar med en gruppe ingeniører.

1. Gruppen deles i grupper af 6/8 personer. Hver enkelt deltager fortæller nu en historie fra sit liv. Vælg en historie fra dit liv, hvor du overvandt en forhindring, og som ender lykkeligt. Kan være en lille oplevelse, behøver ikke at være noget epokegørende.

 

2. En af deltagerne bliver siddende ved bordet og de andre skifter plads (café-modellen). Deltagerne fortæller den samme historie, nu til andre lyttere.

 

Om at kunne skifte fiktions-lag.

 

I 1999 blev jeg fyret som højskolelærer og blev derfor ansat på en lille skole i Holte. Et af mine fag var orientering i 9., hvor Sara var en af de fremtrædende elever.

På den tid arrangerede jeg Historier under Bøgen – www.historier.dk/kongenshave.htm

 

– og en af aftener handlede om forårsfortællinger. Som arrangør syntes jeg, at det var alletiders titel. Som fortæller syntes jeg, at det var dødssygt. Derfor lavede jeg en grum gyser, hvor et cykelbud blev skåret i småstykker af en ejendomshandler.

 

Om morgenen i orienterings-timen skulle vi have om Churchill. Det syntes Sara var spild at tid. Hun kunne meget godt lide at få fortalt historier. Så jeg lovede at fortælle den historie, jeg om aftenen skulle underholde med under bøgetræet, hvilket fik Sara til at koncentrere sig om Winston.

 

Da jeg fortalte historien, kunne jeg se, at Sara syntes, at cykelbudet med de stramme bukser, den lækre six pack og det drengede ansigt lige var noget for hende. Hun var helt væk i historien og sad helt forelsket og drømte sig væk.

På et tidspunkt er cykelbudet og den kvindelige ejendomshandler havnet i sidstnævntes køkken. Hun får øje på knivene, der hænger i en snorlige række på væggen. Da Sara opdager, hvad det er, jeg er ved at gøre med det lækre cykelbud, rejser hun sig og kigger hårdt på mig, mens hun siger: “Det gør du ikke, det gør du bare overhovedet ikke”, hvorefter hun rejser sig og forlader klassen.

 

Sara har aldrig hørt min tumbede slutning med halsoverskæringen, dissekeringen af liget og affaldspsoen, der blev dumpet ned i storskrald. I stedet har Sara hørt den historie, hun selv har valgt at fortælle: Om spændstiged, forårslyst og kærlige tegn.

 

Det er en stærk reaktion og viser noget om, at mennesker i dag umærkeligt hopper ud og ind af fiktionen. Det er noget, vi som undervisere og fortællere kan anvende.

 

Fællessang i en fortælle-forestilling – kan man det?

 

Dagen før premieren på fortælle-forestillingen “War is over – der var engang en soldat” gik jeg programmet igennem. Jeg blev helt ærligt så deprimeret, at jeg besluttede mig for at åbne op for de mørke billeder.

Det har hele tiden været meningen, at der skulle være musik imellem historierne, der handler om krig og soldater. I løbet af natten og på togturen besluttede jeg mig for at synge sammen med publikum.

 

Som start på forestillingen sang vi “Tre små soldater …”, som optakt til 1864-historien sang vi “Malebrok han døde i krigen …”, midt i den glade historie om juleaften 1914 nynnede vi “Stille Nacht, heilige Nacht”, som optakt til 2. verdenskrigs-historien nynnede og sang vi “Lilli Marlene”. Som afslutning på alle historierne sang vi “Det er i dag et vejr”. Til allersidst sang vi hele “Tre små soldater”. Når jeg gennemgår på skrift, hvad vi gjorde sammen, lyder det en lille smule primitivt – det var det ikke. Det var en stor oplevelse at synge sammen med de mennesker, der umiddelbart efter fik stærke billeder.

 

Sagt om “War is over – der var engang en soldat”:

Marianne Christensen

Det var virkelig en superskøn oplevelse, Svend-Erik, tak for både grin, tårer, knugende smerte i hjertet og lystig fællessang.

 

Louise Kjaer

Det var en meget intens, smuk og gruopvækkende aften med Svend-Erik Engh i aften. Fortællingerne rørte os – ind imellem rigtig meget, men de blev forløst ved sang af både publikum og fortæller. Rigtig godt initiativ. godt gået, Svend-Erik!

 

Kirsten Madsen:

Hej Svend-Erik Tak for sidst, det var en sej oplevelse, en super aften.

 

Og det er så den sidste del af min overvejelse. At historie-fortælling befinder sig på et skæringspunkt, hvor vi hele tiden leder efter udtryksformer, der involverer publikum på en måde, så de ikke bare sidder og konsumerer vores historier. Det er som om, billeddannelsen ikke er nok, der må mere til. Lystløgner-aftener er gode, fordi publikum aktiverer deres lytter-gen og taler sammen om historierne er sande eller falske. Det holder. Slams er vel ved at være lidt outdated – det der med at lave konkurrencer om, hvem der er de bedste til at fortælle får umærkeligt fortælle-kunsten til at blive mere og mere stand up-agtig.

Måske er fælles-sang en anden måde, som skal udforskes. Hvordan den enkelte lytter aktiveres vha. sangen.

 

 

Copyright @ All Rights Reserved

Undervisning i historiefortælling - ØVELSER TIL UNDERVISNING

Starten på workshoppen

 

En øvelse, der starter en workshop – en teambuilding-aktivitet, der også har til formål at starte historierne og en aktiv lytten.

 

Jeg lavede for nogle år siden denne øvelse til vores undervisning i Ljungby Sagomuseet, der i 6 år endte med at eleverne optræder på Ljungby Berättarfestival – http://www.ljungbyberattarfestival.se/

 

Gruppen går rundt i rummet og på et givet signal finder hver enkelt deltager en partner. Opgaven er nu at fortælle en historie (hvem der fortæller og hvem der lytter er op til grupperne). Historien er fra fortællerens eget liv og emnet for historien afhænger af formålet med workshoppen. Når en lytter synes, at han/hun har hørt noget spændende/interessant/rørende, rækker han/hun hånden op i luften og råber: “God historie!”. Alle standser deres fortællen/lytten. Lytteren fortæller nu i plenum den gode historie + hvorfor det er sådan en god historie.

Efter historien ny runde, hvor alle går rundt og på et givet signal standser de ved en partner og fortæller / lytter til en historie. Kan gentages flere gange og du kan som øvelses-leder præcisere, at hvis der er nogen, der kun har lyttet til historier, er det tiden at fortælle.

 

4. Deltagerne skal nu vælge den historie, der gjorde størst indtryk på dem. Alle rejser sig (hele øvelsen kan gøres stående, så er dette ikke nødvendigt!) og hver enkelt deltager går nu hen og placerer en hånd på skulderen af den, der fortalte denne historie.

 

5. Dem, der har flest hænder, fortæller deres historie til hele gruppen – 4/5 historier.

 

 

Starten på workshoppen

 

Udviklet af Ann-Mari Svensson, som jeg i flere år underviste journalister sammen med på Fojo (fortbilningsutbildingen for uddannede journalister) i Kalmar, Sverige. Et af de mest “uppskattade” kurser, som Fojo overhovedet tilbød på den tid.

 

I brevet, som blev sendt rundt til alle deltagerne før kurset, blev de bedt om at tage en genstand med, som fortalte en historie om dem selv.

Så brugte vi ellers en formiddag som start på en uges intensiv undervisning i historiefortælling/skrivning (den del var AM´s – hun har klasse, den dame!) på at høre historier om deltagernes øreringe, vanter, globusser, kamme, kinesiske æsker etc.

 

Torsdag aften brugte vi på at høre deltagerne læse deres historier op, som de havde skabt. 3 timer varede det og ikke et sekund for langt. Det var et gyldent kursus.

 

Starten på en workshop

 

En gruppe mennesker, der ikke kender hinanden godt. Max. 20-25

 

Stå i en rundkreds. Alle siger deres eget navn.

 

Sig nu en af de andres navne og gå hen til vedkommende. Så skal den, der har fået sit navn sagt højt, sige et andet navn og forlade sin plads for at gå hen til den, som vedkommende har sagt navnet på, som så også siger et navn på en af de andre deltagere og går over til vedkommende.

 

Der skiftes hele tiden plads og alle lærer efterhånden navnene på alle de andre deltagere.

 

Kan udvides med historiefortælling, således at der hele tiden tilføjes nye elementer, f.eks. hvor du kommer fra, hvor du er født, hvem din første kæreste var etc.

 

Starten på en workshop

 

Rundkreds, vend dig mod en partner. Vælg en 1 og en 2. 2 fortæller nu om sin morgen. Hvordan vågnede du? Morgenmaden, turen ud til arbejdspladsen. 1 minut. Respons: hvad er det klareste billede? 1 gør det efterfølgende til 2. Vend dig om. Der står nu en ny partner. Fortæl nu den historie, du har hørt til din nye partner. Vend dig tilbage og fortæl nu den historie, du hørte sidst, som et eventyr.

 

Starten på en workshop

 

Om forventninger

Start – øvelse i en gruppe, der gerne vil høre noget om, hvad historiefortælling kan anvendes til (som den gruppe, jeg skal arbejde med fredag på Fanø)

 

Grunden til at jeg har udarbejdet øvelsen er, at hver enkelt deltager har sine forventninger til hvad der skal ske. Disse forventninger er det godt at have fået ud af hovedet, ned i munden og ind i en andens øre.

1. Tænk på dine positive forventninger til dette møde.

2. Find et partner, du ikke kender.

3. Forestil dig nu, at mødet er slut, du er hjemme eller du har mødt din gode ven og fortæller nu denne gode ven, hvad du har lavet i dag. Du skal fortælle det som om dine forventninger ikke bare er blevet opfyldt, men at du oven i købet har fået noget ekstra med. 1 minut til hver.

4. Fortæl nu ud i gruppen, det vigtigste du har hørt om den andens forventninger.

 

 

Skabe historier

 

 

Rundkreds – kan gøres i en klasse eller for en gruppe. der ikke kender hinanden for godt:

På forhånd har du skrevet fem sedler:

 

1. Der var engang …

 

2. Og hver dag …

3. Men pludselig …

4. Så derfor …

5. Og siden den dag …

 

Du viser sedlerne og nu starter en historie et sted. Alle, der fortæller, fortæller kun en linie. Så er det næste fortællers tur, f.eks. er det den, der sidder ved siden af i rundkredsen.

Der var engang en mus, der ikke vidste hvad en fælde var.

Næste fortæller: Og hver dag stod musen op for at gå på arbejde på musefælde-fabrikken.

Næste fortæller: Men pludselig en dag sagde en af fælderne smæk. Det var formanden, der havde fået fingrene i klemme.

Næste fortæller: Så derfor sprang han rundt, som om han dansede.

Næste fortæller: Og siden den dag har musene danset boogie woogie, hver gang de ser en fælde.

 

 

Historier i et forløb

 

En amerikansk fortæller sagde engang til mig, at hver gang hun optrådte, satte hun historierne ind i et forløb:

 

1. Ha ha (latter)

 

2. Øhh (undren)

3. Aha (opklaring)

 

Det er interessant, bl.a. fordi det tager udgangspunkt i lytternes oplevelse. Hvis vi overfører det til undervisning, kan vi så skabe forløb, der har et andet forløb:

 

1. Ha Ha (åbner for impulser og giver plads til at mennesker er ærlige)

 

2. Øhh (giver dem noget, som gruppen ikke forventede – hvis du som underviser så også bliver overrasket, så har vi vekselvirkning! – at den altid er venligt, det er jo udgangspunktet for al læring – den svære er det vibrerende, det udfordrende!)

 

3. Aha (i fællesskab findes den læring af processen, der kan anvendes i hverdagen!)

 

 

Feedback

 

Nogle historier er bedst upoleret. Andre gange skal en historie slibes til, før den bliver en skinnende diamant. Den eneste måde, hvorpå en historie kan forvandle sig til en diamant er ved at fortælle den til to ører, lytte til responsen, lære af den og fortælle den igen. Og igen, og igen.

 

Hvordan beder vi om respons på den mest konstruktive måde? Konstruktiv for den, der fortæller og konstruktiv for den, der lytter.

En af mine kæpheste er at lytteren skal give respons på en sådan måde, at det støtter fortælleren til at arbejde på begge planer, både mht. det fortælletekniske og mht. indholdet i historien.

 

Her mener jeg, at responsen “hvad er det klareste billede!” er en kombination af begge dele. Ved at angive et billede, der virkelig trængte ind og skabte resonans hos lytteren, angives begge dele: Hvor i historien (indhold) og hvordan fortælleren fortalte godt lige der (fortælle-teknik).

 

Udvidelse

 

1. Hvad er det klareste billede?

 

2. Hvad handlede historien om?

3. Du er en god fortæller, fordi …

 

Dette er et mønster, du også kan læse i bogen “Fortæl en historie”, forlaget Edito. Forlaget er snarest på trapperne med en hjemmeside etc.

 

4. Den del af historien, der handlede om … var rigtigt skarp (udvider klareste billede), mens den del af historien, der handlede om … ikke stod så klart for mig. Hvad er grunden, tror du?

5. Hvornår var der dialog i fortællingen? Kan vi sammen gøre dialogen mere skarp? Uden døde punkter!

6. Lad os lave et fælles projekt ud af at du som fortæller skal …

 

Min. 3 personer.

Historiefortælleren fortæller en historie. En lytter giver respons.

Minimum en uvildig betragter ser på og efter at lytteren har givet respons, taler de om fortælling + respons. Var det gode råd? Var der noget i responsen, som ikke var konkret og derfor anvendeligt?

Denne øvelse er udviklet til et Berättar Akademins interne seminarer.

 

At indøve historier + fra skreven til mundtlig historie

 

Story-shopping – øvelse

 

Formål: At få fortalt og lyttet så meget som muligt.

Krav til plads: Der skal være plads til to stole pr. deltager. Deltagerne skal kunne gå rundt i rummet.

 

Til store børn: Anvend korte vandrehistorier.

Til lærerne: Anvend historier, som skaber arbejdsglæde. Historierne skal være relativt korte.

Til virksomheder: Anvend positive historier med et bestemt formål.

 

Stolene sættes to og to med siden til hinanden. Stolene står rundt i rummet.

Deltagerne bliver nu bedt om at finde en stol, der er deres hjem. Her kan man fortælle historier. Ved siden af denne stol står en tom stol. Det er gæstens. Her kan man høre historier.

 

Nu bevæger deltagerne sig rundt og lytter eller de sidder og fortæller. Alle er aktive og der er megen bevægelse og dynamik over denne øvelse. Det gode ved denne øvelse er, at alle fortæller og alle lytter.

Ca. 15 ,minutter. Lav en regel om, at alle skal minimum have hørt 2 historier og fotalt 2 gange.

Det er muligt at udvide øvelsen, så deltagerne udvælger den bedste historie. Kan ende med, at alle hører en historie.

 

Jeg udarbejdede øvelsen i forbindelse med min undervisning i historiefortælling på Borups Højskole engang i midten af 90´erne. Siden har den været anvendt mange gang, bl.a. altid sammen med Berättar Akademin på Fridhems Folkhögskola. I virksomheder og organisationer har øvelsen ikke fungeret så fantastisk. Virksomhedsfolk vil altid spørge: Hvad får vi ud af det? Og her er output, at historien øves mange gange og at alle fortæller og er aktive.

 

Udvidelse – To stole øvelsen kan også laves med en stol. Det beviste vi på træffet med en gruppe mennesker, der forstod at sige ja på den sjove måde. I stedet for at have to stole, hvor der er en stol, der fungerer som hjem og en, der fungerer som ude, har alle bare en stol – så kan du tage din stol med dig og se søgende ud=du vil lytte eller du kan blive siddende= du vil fortælle. Verden er et enkelt og rart sted at være.

 

Stemmetræning / at fortælle til en gruppe + til et individ

Jeg har øvelsen fra Tony Trifolikum engang i 1980´erne. Jeg var på flere kurser med Tony.

 

Deltagerne bliver delt i to lige store hold. De stilles så langt fra hinanden, som rummet tillader på to rækker, således at alle har en person overfor sig.

Remsen

 

There aint no flies in us

There aint no flies in us

There might be flies in you guys

But there aint no flies in us

 

læres udenad.

 

Så bliver hold 1 bedt om at sige remsen højt til hold 2. Hold 1 er langt væk fra hold 2 og skal derfor bruge kraft for at kunne nå over til hold 2.

De står stille imens, og når remsen er slut, går hold 1 et skridt frem. Standser og lytter til hold 2, der siger remsen højt. Når hold 2 har sagt remsen, går hold 2 et skridt frem. På den måde står holdene langt fra hinanden ved den første remse og helt tæt på hinanden ved den sidste. De skiftes hele tiden og går efter remsen et skridt frem.

 

Til sidst står de helt tæt og hvisker remsen til den, der står lige overfor.

Øvelsen giver god mening til en snak om at tale højt/lavt, tale til en eller flere i publikum (erfaringen er, at når de er langt fra hinanden er det til gruppen, tæt på bliver det til individet), tale med omsorg for at lytteren hører alt etc.

 

 

Om at kunne lyve / tale sandt

 

Deltagerne deles i grupper med 2 personer i hver gruppe.

Hver 2-personers – gruppe skal nu forberede 2 jeg – historier, en er falsk og en er sand.

Historierne fortælles i klassen. Klassen skal så vælge, hvem de tror på og hvem de ikke tror på.

Indtil jeg mødte Steiner, troede jeg at denne øvelse var udgangspunktet for de berømte Lystløgneraftener. Det er det ikke. Steiner har hørt om et amerikansk koncept og udviklet videre på det, til det nu er de vidunderlige Lystløgneraftener. Næste gang den 16. marts i Odense, hvor jeg bl.a. skal lyve og sande.

 

Jan Blake har en variant:

Deltagerne deles i grupper med 3 personer i hver gruppe.

Alle fortæller en sand historie til de 2 andre. Grupperne vælger nu den mest interessante historie.

3 personers grupperne får nu til opgave at fortælle den samme historie som en jeg-historie. Dvs. der er to, der lyver og en, der taler sandt.

 

At skabe en historie i fællesskab - en af Svend Enghs ynglingsøvelser - virker hver gangfor alle grupper

 

Den store gruppe deles i grupper á 4 deltagere.

 

Spilstyrer giver instruktioner til hele gruppen:

 

Hver enkelt deltager vælger i tavshed en person fra fortiden, som du har gode minder ved.

Det skal være en person, som du ikke kendte alt for godt. 1 minut.

Forestil dig, hvordan vedkommende så ud, lød og duftede.

Vælg et sted fra din fortid – gode minder. Udseende, lyd, duft. 1 min.

Vælg en ting fra din fortid – gode minder. Udseende, lyd, duft. 1min.

 

Spil-styrer giver hver person i grupperne numre, 1, 2, 3, 4.

 

Nr. 1 fortæller om stedet i 1 minut til hele gruppen.

Nr. 2 fortæller i 1 minut om sin person til hele gruppen.

Nr. 3 fortæller I 1 min. om sin person til hele gruppen.

Nr. 4 fortæller i 1 min. om sin ting til hele gruppen.

 

Spil-styrer til hele gruppen:

Find tidspunktet, hvor de to personer mødes på det sted med den ting.

 

Hvad skete? Hver enkelt gruppe finder nu i fællesskab historierne, byder ind med idéer og indfald til, hvordan situationen opstår, hvad der skete på stedet og hvad der siden blev af de to hovedpersoner. Efter 7 minutter fortæller hver gruppe historierne til hele gruppen. Alle fortæller, så vi hører alle stemmerne i gruppen.

 

Skabe historier i samarbejde med læreren

 

Mogens Krabek fra Bordings Friskole er mester udi denne kunst og anvendte den bl.a., da vi sammen underviste på Diplomuddannelsen på Den Fri Lærerskole.

 

1. Læreren sidder på en stol og en lille gruppe elever sidder foran ham i halvcirkel. Læreren starter historien og fører eleverne ind i universet.

 

“Vi er i Frankrig, det er sommer. Du har lige forladt dit selskab for at søge eventyret på egen hånd. Derfor kommer du nu gående i en gyde ved siden af kirken. Pludselig hører du en lyd.”

2. Så peger læreren på den elev, der skal fortsætte historien derfra.

3. På et givet tidspunkt skifter læreren fortæller med sin finger og kan evt. også fortsætte selv med en del af historien eller sige, at nu nærmer historien sin afslutning etc.

Det er en øvelse, der giver nogle fine historier, hvor eleverne lytter til hinandens kreativitet.

 

Detaljer

Denne øvelse har jeg fra Heidi Dahlsveen, der var i København i forbindelse med Historier under Bøgen 2001.

Heidi er daglig leder af uddannelsen af historiefortællere i Norge.

 

Fortæl en historie til en lytter.

Lytteren standser ved et vilkårligt sted og spørger om detaljer i historien:

Hvordan ser der ud i huset? Hvilket tøj har hovedpersonen på? Beskriv hestens hovedtøj.

Når fortælleren har besvaret spørgsmålene, kan han/hun gå videre med historien vel vidende, at historien altid kan afbrydes af et spørgsmål, der skal uddybe historien for lytteren.

 

Variant: Speed og slow historiefortælling.

Lytteren dirigerer fortællerens tempo. Aftal et signal fra lytteren, f.eks. armen højt i vejret = højt fortælletempo/ingen detaljer, armen ved gulvet = lavt fortælletempo/mange detaljer. Fortælleren fortæller, lytteren angiver tempo.

 

Variant: Højt og lavt historiefortælling.

Lytteren bevæger sig rundt i rummet og fortælleren skal anpasse historien efter distancen. Lytteren er tæt på = intens og lav stemme. Lytteren langt væk, dynamisk fortælling og høj stemmeføring.

 

Improvisation

 

Har jeg fra Keith Johnstone: Improvisation – en af min ungdoms største inspirations-kilder.

 

Skuespils-øvelse:

Der ligger tre mennesker, døde.

Publikum beslutter erhverv for hver enkelt person.

 

Spillet starter ved at en af fortællerne rejser sig og fortæller, hvad der skete tidligt om morgenen.

“Jeg vågnede ved at vækkeuret ringede etc.” Når fortælleren synes, at der ikke er mere at fortælle, ligger han/hun sig ned igen. Så er det den næste fortællers tur. “Jeg vågnede i morges og…” – de tre skiftes nu til at fortælle og nærmer sig langsomt det tidspunkt, hvor de tre personer mødtes og slog hinanden ihjel.

De sidste gange, fortællerne skiftes til at fortælle, må de gerne blive stående og vise, hvad det er der sker. “Da muremesteren løftede sin store murehammer for at slå bageren ihjel, sprang jeg frem fra mit skjul inde under lastbilen.” (dette vises). Til sidst dør alle tre.

 

Er en rigtig god øvelse til at øve JA, at kunne acceptere de andres bud og at arbejde videre, selv om historien pludselig tager en anden retning end den, du havde tænkt dig.

 

 

Ti stille og oplev!

 

En øvelse, jeg havde meget held med på Borups Højskole og senere med Berättarakademin, når vi underviste på Fridhems Folkhögskola: Øvelsen er inspireret af tavse gåture oppe på Holstebro Højskole, hvor jeg var på kursus med Richard Fowler, en canadisk skuespiller, der arbejdede sammen med Odin Teatret.

Den store gruppe deles i små to-personers grupper.

De går nu ud fra undervisningslokalerne og skal vandre rundt sammen i byen, landskabet eller hvor I verden undervisningen sker.

Gåturen foregår i total tavshed. Intet må siges.

Grupperne går rundt en time.

Når de kommer tilbage, skal de ikke begynde at snakke. De skal ind i undervsingslokalet og sætte sig tavse. Når de alle er kommet ind, går læreren rundt og lægger hånden på en fra hver gruppe´s skulder.

Vedkommende skal nu fortælle, hvad de har oplevet i løbet af den time, som de har været ude og gå i tavshed.

 

Vi plejede at forberede rummet lidt, når de kom hjem igen. Satte stolene, så de stod to og to, så de kunne se hinanden.

 

En ualmindelig god øvelse til at stimulere opmærksomheden og en god måde at få etableret en god samarbejdsstemning.

Parrene var nuser, når de kom tilbage, som om de havde oplevet en kærlighedsstund sammen.

 

Udvidelse

 

Start dagen med stilhed.

 

Pernille Stockfleth, den kloge dame, har arbejdet videre med den tyste promenad, som er en gå-tur to og to, hvor deltagerne ikke må sige noget. Hver enkelt deltager bruger øjne og ører til at sanse omgivelserne – en øvelse, jeg fik af Odin Teatret i sin tid.

Pernille har udviklet den. Her arbejder hun med mennesker, der overnatter, og alle får så at vide, at de ikke må sige noget, når de står op. Morgen-badet, morgen-maden, den første samling, alt foregår i 100 % tavshed. Efter det sender hun dem ud to og to på en tavs vandre-tur.

 

Det lyder for fantastisk og skal naturligvis prøves.

 

Stillbilleder

1. Deltagerne bliver delt i grupper á ca. 8.

2. Hver gruppe vælger et eventyr, som de vil arbejde med (uden at den anden gruppe hører, hvad det er for et eventyr, de vælger)

 

3. Grupperne forbereder nu i hver sine rum. I ti billeder skal gruppen nu fortælle eventyret. Det skal være ti helt stillestående dias-billeder, hvor hver enkelt deltager finder en rolle – et træ, slottet, vinden – alle skal være med på alle billederne.

4. Grupperne samles i plenum. Hver gruppe viser deres billeder med styring af en instruktør. Luk øjnene, siger instruktøren. Billedet dannes, og når alle har fundet deres helt frosne position, siger instruktøren: Åben øjnene. Det gentager sig ti gange. Og ved den 11. gang stiller gruppen sig op til applaus.

 

Det bliver som at se en film i lysbilleder.

Grupperne har det sjovt og der kan komme en masse ud af at tale om billeder.

 

Forkort en historie – lav essens!

 

2 og 2, alle har ur.

En historie fortælles og der tages tid. Så skal fortælleren halvere fortællingens længde og lytteren skal give feedback: Er billederne klare? Er historien stadig forståelig? Sådan halveres historien, til der kun er en sætning tilbage. Det er essensen af historien.

Glæder mig til at teste den.

 

Alex Fersbye har givet mig idéen til at videre-udvikle en øvelse, som jeg ellers har fra Jan Blake (hendes version er 10 historien skrevet på 10 linier, 5 linier, 3 linier og 1 linie):

 

Gæt en historie.

For små klasser.

 

Gruppen deles i to hold.

De skiftes til at spille stumme scener fra udvalgte films, bøger, historier, spil etc. Når historien er gættet, skifter scenen og en ny film, ny historie bliver spillet. Kan udvides, så der må rappes ind over, laves lydkulisser etc. Endelig ikke replikker. Det talte ord må gerne hvile.

 

Det er utroligt, så lidt der skal til, for at børnene genkender scener.

Du skal som leder af øvelsen bare sørge for, at der er flow. Alle skal kunne høre, hvilken historie, der bliver gættet på. Hurtige skift, ikke lange snakke om hvilken historie.

 

Gruppeøvelse / få overblik over en histories enkelt-dele

 

Find en historie på skrift.

Klip historien i så mange stykker, som der er personer.

 

Gruppen sættes i en cirkel og får sedlerne udleveret.

Hver enkelt lærer så deres lille del af historien, ikke udenad, med egne ord, men med billederne og handlingsforløbet præcist som det stod på sedlen. Øvelses-lederen samler sedlerne sammen.

 

Øvelses-lederen peger nu på en person i ringen og vedkommende fortæller sin del. Historien fortælles i den orden, som personerne sidder. Den, der sidder til højre for, fortæller næste del.

 

Når alle har fortalt, gælder det om at finde ud af, hvordan historien kan få mening. De må gerne flytte rundt på stole etc., så de kan få en flydende fortælling.

 

NB!

For at øvelsen bliver en succes, skal du finde en historie, alle synes er interessant, som udfordrer dem og som har minimum et punkt, som er overraskende. Den bedste historie, som jeg kender til formålet er: “Skattegraverne” fra samlingen “Da fanden flåede smeden”, samlet af Ulf Palmenfelt, en af mine inspirations-kilder (både Ulf og bogen!).

 

Grunden til, at Skattegraverne er sådan en god historie, er at den er tredelt med en del i midten, som ingen mening giver. En stor høne kommer kørende og det giver absolut ingen mening i historien. Derfor driller den deltagerne og det er godt.

 

Historier er overalt

 

På Borups Højskole prøvede jeg engang at udstyre eleverne med en kasette-båndoptager. Opgaven var så, at eleverne skulle gå rundt i Københavns gader og spørge tilfældige, om de havde en historie. Historien blev optaget og når eleverne kom hjem, var der et større arbejde med at lytte og redigere materialet, så vi alle sammen kunne høre resultatet.

 

Eleverne kom hjem med meget skrammel og meget ubrugeligt fnidder. En af grupperne fungerede rigtigt godt. De havde gået ned i vinhandleren ved siden af højskolen og 2 timer senere var de kommet op på højskolen med en guldgrube af fortællinger.

 

Alle Smartphones har en indbygget optager i sig og de gratis redigerings-programmer, f.eks. Audacity fungerer rigtigt godt.

 

Personlige historier i en stor gruppe

En måde at arbejde med personlige historier i store grupper, der virkelig er god. Jeg oplevede denne øvelse første gang i 2002, hvor jeg var med til Golden Fleece mødet i Washington D.C. for første gang.

Burgte den bl.a. på et stort seminar med en gruppe ingeniører.

1. Gruppen deles i grupper af 6/8 personer. Hver enkelt deltager fortæller nu en historie fra sit liv. Vælg en historie fra dit liv, hvor du overvandt en forhindring, og som ender lykkeligt. Kan være en lille oplevelse, behøver ikke at være noget epokegørende.

 

2. En af deltagerne bliver siddende ved bordet og de andre skifter plads (café-modellen). Deltagerne fortæller den samme historie, nu til andre lyttere.

 

Om at kunne skifte fiktions-lag.

 

I 1999 blev jeg fyret som højskolelærer og blev derfor ansat på en lille skole i Holte. Et af mine fag var orientering i 9., hvor Sara var en af de fremtrædende elever.

På den tid arrangerede jeg Historier under Bøgen – www.historier.dk/kongenshave.htm

 

– og en af aftener handlede om forårsfortællinger. Som arrangør syntes jeg, at det var alletiders titel. Som fortæller syntes jeg, at det var dødssygt. Derfor lavede jeg en grum gyser, hvor et cykelbud blev skåret i småstykker af en ejendomshandler.

 

Om morgenen i orienterings-timen skulle vi have om Churchill. Det syntes Sara var spild at tid. Hun kunne meget godt lide at få fortalt historier. Så jeg lovede at fortælle den historie, jeg om aftenen skulle underholde med under bøgetræet, hvilket fik Sara til at koncentrere sig om Winston.

 

Da jeg fortalte historien, kunne jeg se, at Sara syntes, at cykelbudet med de stramme bukser, den lækre six pack og det drengede ansigt lige var noget for hende. Hun var helt væk i historien og sad helt forelsket og drømte sig væk.

På et tidspunkt er cykelbudet og den kvindelige ejendomshandler havnet i sidstnævntes køkken. Hun får øje på knivene, der hænger i en snorlige række på væggen. Da Sara opdager, hvad det er, jeg er ved at gøre med det lækre cykelbud, rejser hun sig og kigger hårdt på mig, mens hun siger: “Det gør du ikke, det gør du bare overhovedet ikke”, hvorefter hun rejser sig og forlader klassen.

 

Sara har aldrig hørt min tumbede slutning med halsoverskæringen, dissekeringen af liget og affaldspsoen, der blev dumpet ned i storskrald. I stedet har Sara hørt den historie, hun selv har valgt at fortælle: Om spændstiged, forårslyst og kærlige tegn.

 

Det er en stærk reaktion og viser noget om, at mennesker i dag umærkeligt hopper ud og ind af fiktionen. Det er noget, vi som undervisere og fortællere kan anvende.

 

Fællessang i en fortælle-forestilling – kan man det?

 

Dagen før premieren på fortælle-forestillingen “War is over – der var engang en soldat” gik jeg programmet igennem. Jeg blev helt ærligt så deprimeret, at jeg besluttede mig for at åbne op for de mørke billeder.

Det har hele tiden været meningen, at der skulle være musik imellem historierne, der handler om krig og soldater. I løbet af natten og på togturen besluttede jeg mig for at synge sammen med publikum.

 

Som start på forestillingen sang vi “Tre små soldater …”, som optakt til 1864-historien sang vi “Malebrok han døde i krigen …”, midt i den glade historie om juleaften 1914 nynnede vi “Stille Nacht, heilige Nacht”, som optakt til 2. verdenskrigs-historien nynnede og sang vi “Lilli Marlene”. Som afslutning på alle historierne sang vi “Det er i dag et vejr”. Til allersidst sang vi hele “Tre små soldater”. Når jeg gennemgår på skrift, hvad vi gjorde sammen, lyder det en lille smule primitivt – det var det ikke. Det var en stor oplevelse at synge sammen med de mennesker, der umiddelbart efter fik stærke billeder.

 

Sagt om “War is over – der var engang en soldat”:

Marianne Christensen

Det var virkelig en superskøn oplevelse, Svend-Erik, tak for både grin, tårer, knugende smerte i hjertet og lystig fællessang.

 

Louise Kjaer

Det var en meget intens, smuk og gruopvækkende aften med Svend-Erik Engh i aften. Fortællingerne rørte os – ind imellem rigtig meget, men de blev forløst ved sang af både publikum og fortæller. Rigtig godt initiativ. godt gået, Svend-Erik!

 

Kirsten Madsen:

Hej Svend-Erik Tak for sidst, det var en sej oplevelse, en super aften.

 

Og det er så den sidste del af min overvejelse. At historie-fortælling befinder sig på et skæringspunkt, hvor vi hele tiden leder efter udtryksformer, der involverer publikum på en måde, så de ikke bare sidder og konsumerer vores historier. Det er som om, billeddannelsen ikke er nok, der må mere til. Lystløgner-aftener er gode, fordi publikum aktiverer deres lytter-gen og taler sammen om historierne er sande eller falske. Det holder. Slams er vel ved at være lidt outdated – det der med at lave konkurrencer om, hvem der er de bedste til at fortælle får umærkeligt fortælle-kunsten til at blive mere og mere stand up-agtig.

Måske er fælles-sang en anden måde, som skal udforskes. Hvordan den enkelte lytter aktiveres vha. sangen.