t

Skrevne historier

Tåregas

 

Historien om hvordan en gruppe unge bliver gasset ud af en fabrik engang i 1981.

 

 

Det er oktober, året er 1981, det er mandag. Stedet er Heimdalsgade på Nørrebro og Initivgruppen (jo, jo, den er god nok, det hed initiv, ikke initiativ) for et Ungdomshus oplever kronede dage. Lørdagens demonstration fra Rådhuspladsen til rugbrødsfabrikken Rutana var en overvældende succes med over 1000 deltagere og den efterfølgende, for politiet overraskende, besættelse af gummifabrikken Schønning og Arvé ikke langt fra Rutana var foregået uden de store sværdslag.

Jeg er 24 år og en af de ældste af flokken. Jeg er overbevist fredelig anarkist, vil lave teater og det passer derfor fint ind i min overbevisning at gå ind i andres ejendomme og lave om på verden. Christianianitterne har gjort det, nu gør vi det på en anden måde. På det her tidspunkt i historien om et ungdomshus på Nørrebro er jeg en del af kernen i bevægelsen. Jeg havde bl.a. været inde i gummi-fabrikken før demoen og set, at den egnede sig fint til vores formål.

 

Starten på eventyret var en indkaldelse fra Initivgruppen. Det var med noget skepsis, at jeg mødte op, men pludselig var der en høj ung mand, som sagde, at vi skulle gå over og besætte Rutana. Uden videre diskussion gik vi over og lavede en fredelig besættelse af rugbrødsfabrikken. Politiet mødte op i sorte uniformer med kasketter på. Stille og roligt blev vi båret ud, mens vi sang, at de ikke kunne slå os ihjel.

 

I tiden mellem besættelsen af Rutana og besættelsen af Schønning og Arvé boede vi i en teltlejr i Nørrebroparken foran Rutana. Masser af gode snakke, bål i tønder, kulde i soveposerne (så er det godt, at mennesket er skabt til at sove i ske!), morgen-kaffe givet af lokale pensionister og formiddags – og eftermiddagsleg med nogle af de børn, som brugte parken som legeplads.

 

Besætterne af Nørrebroparken var en broget flok, boligaktivister, folk, der havde været aktive i kampen om byggeren og en del, der havde været aktive i Børnemagt og besat et børnehus på Christianshavn. En af de ting, vi altid gjorde sammen var at lege. Vi sprang rundt og legede et tag fat, sloges for sjov og var i det hele taget optaget af det barnlige. Det forstod børnene i Nørrebroparken at værdsætte. De voksne var lidt mere skeptiske. Efter en kop kaffe og en fornuftig snak plejede det at løsne op og hvis vi var rigtigt gode, fik vi de voksne til at lege med, når børnene legede sammen med os.

 

Børnemagt havde et slogan: ’Voksne er børn, der er blevet sindssyge.’

I løbet af week enden blev der bygget senge, snakket om hvilke rum, der egnede sig til hvad og slæbt madrasser ind, så vi kunne sove der. De første barrikader i BZ-bevægelsens historie blev bygget – begrundelsen var, at det skulle tage politiet lang tid at fjerne barrikaderne og på den måde mente vi, at vi havde en større chance for at komme i medierne.

 

På fællesmødet om søndagen besluttede vi ikke at gøre modstand, når politiet kom.

Det skulle vise sig, at politiet på en mærkelig måde havde en strategi, der fulgte det samme formål: Så meget medie-dækning som muligt. I hvert fald var det det, de fik.

Da politiet begynder at line op, begynder nogle af de rå drenge at kaste med lysstofrør. Det er imod fællesmødebeslutningen og da jeg er en af de ældste, er det min opgave at sige til Tud og Balder, at de skal lade være med at kaste med ting efter politiet.

 

Jeg har sovet sammen med Nadia, der lige er nede og telefonere til sin mor, så jeg læner mig ud af vinduet for at se efter hende på gaden. Politiet har lagt de almindelige sorte uniformer og jeg ser en lang række af lyseblå betjente, parat til kamp. Det er lidt skræmmende, så jeg lukker vinduet. Det kommer til at spille en stor rolle senere i historien, det vindue.

 

Politiet råber til os, at vi skal fjerne os fra bygningen. Det viser sig senere, at politiet ikke har sørget for stiger, så hvordan de har tænkt sig, at vi skal gå ud af døre, der er massivt barrikaderet, må stå hen i det uvisse. Der er en intens stemning i huset, og det generer mig, at jeg ikke kan få øje på Nadia.

Da jeg ser en politimand stå nede i gården med et gevær, forstår jeg det ikke. Da de første tåregas-granater ryger ind af vinduet og får mine lunger til at eksplodere, forstår jeg det ikke. At være inde i et rum fyldt med tåregas, hvor der ikke er nogen flugtmuligheder, er en af mit livs værste oplevelser. Jeg skal bare lukke øjnene og tænke på den dag, så er det som jeg er ved at blive kvalt, øjnene løber og jeg kan kun lige trække vejret.

 

Det bliver ikke mere begribeligt, da jeg ser, hvem de har sendt ind til os. Vi sidder på gulvet i det største rum på 1. sal, som vi allerede har døbt fællesrummet. Vi synger ”I kan ikke slå os ihjel”, da urobetjentene Røde Tom og Nazi-Ilse for bare at nævne nogle af de værste, vælter ind og tæver løs på os. De har hjelme på og gasmasker. Alligevel er det nemt at genkende dem bag maskernes sorte visir. Da de slår de purunge piger op at stå med deres knipler, kan jeg mærke forundringen forvandle sig til vrede blandet med afmagt.

 

På et tidspunkt er jeg alene i rummet med en lille politimand og jeg er så rasende, at jeg ikke er bange. Jeg går frem mod denne lille mand, bukker mig ned (jeg er 1,95 meter høj), kigger ind bag visir og gasmaske og nedstirrer ham. Jeg fortæller ham med øjnene, at jeg ikke har den mindste respekt for ham og alt hans fis. Så får jeg en i nyrerne af en anden betjent bag mig, hvilket får mig til at knække sammen på gulvet.

 

Jeg hører nogle af de andre græde inde ved siden af og går derfor ind i rummet. Derinde står en maskeret politimand på en ny-gjort seng og slår sig på lårene med en knippel. Rundt om sengen på gulvet ligger og sidder de unge og gisper efter vejret og tigger om at komme hen til vinduet.

Jeg kravler op i sengen til politimanden og opdager, at han også er en lille lort. Jeg går forbi ham hen til vinduet. Jeg åbner det og trækker frisk Nørrebro-luft ned i lungerne. Da jeg vender mig, forsvinder politimanden ud af døren og alle løber hen til vinduet for at få noget frisk luft.

 

I det samme får jeg øje på et TV-kamera fra DR, som er blevet opstillet i lejligheden overfor. Jeg er den første ude af vinduet pga. politimanden og jeg spytter den længste spytklat, der nogen sinde har været vist i TV-avisen. Om aftenen bliver indslaget med os unge, der får tåregas og min spytklat vist som det første indslag i TV-avisen i Danmark, Norge, Sverige og Finland. Min mor og far bruger hele aftenen på at svare på spørgsmål fra mine bekymrede onkler og tanter i Jylland og Norge.

 

Vi bliver alle sammen arresteret og kommer ind på Station 1. Da jeg bliver løsladt, tager jeg ind på Nørrebro Beboeraktion, Blågårdsgade, hvor der er samlet ca. 100 mennesker, de fleste af dem har jeg aldrig set før. Ingen af dem har boet sammen med os andre i Nørrebroparken og ingen har haft de fede snakke om livet, som det kan leves, når det ikke er store, multinationale virksomheder, der bestemmer alt og at det er den enkeltes ansvar at lave den gode forandring, ikke en langskægget tænker, der har været død i over 100 år. Jeg genkender nogle af de mest forbenede marxister fra Beboeraktionen og har mest lyst til bare at gå hjem.

 

De klapper, da jeg kommer ind af døren. Jeg forstår det ikke og jeg finder Erik, som vi kalder Eriktion. Jeg kravler om bag hans brede ryg. Eriktion var ikke inde i Schønning og Arvé og fik ikke tåregas, men jeg kender ham som en af de glade anarkister, så jeg er helt tryg ved ham. Han spørger, om jeg ikke vil have en øl. Det vil jeg gerne. Han henter en til mig. Den er ikke kold, men det er lige meget. Den smager himmelsk. Så kigger jeg rundt igen. Og ser enkelte ansigter, jeg kender. Nogle af dem smiler med en smerte, der ikke var der i går.

 

Nadia er taget hjem til sin mor. Da vi mødes nogle dage senere, er vi fremmede overfor hinanden. Ved

ikke, hvad vi skal sige. Jeg spørger, om hun fik tæsk, og hun svarer, at hun fik lidt. Jeg spørger, hvor hun blev af. Jeg så hende slet ikke. Så siger hun, at den der fik flest tæsk, var Lars Grarup. Jeg mærker en interesse hos Nadia for Lars´ person, som gør mig jaloux. Nadia siger, jeg skal lade være med at være så barnlig. Jeg forklarer hende, at jalousi ikke har noget med alder at gøre. Hun hører ikke efter. Vi snakker ikke om tåregassen. Det gør for ondt. Måske en dag. Så kan vi fortælle historien uden at det gør ondt.

Et år senere er BZ i aviserne mere eller mindre hele tiden.

 

25 år senere ser jeg en foto-udstilling med billeder fra 100 års journalistisk. Billeder fra hverdagen og store begivenheder. Når jeg ser på billederne fra hippie-tiden er der masser af billeder af drenge med langt hår, mødre med babyer, musik i parker, dagligdags-billeder fra Christiania etc. Masser af liv og alternative måder at leve på. Når jeg ser billeder fra BZ, er det udelukkende gadekampe, politi med visirer, sårede betjente, vold og hærg. Det er sørgeligt.

 

Jeg kan bevidne, at BZ var fyldt med kærlighed og lyst til at skabe en bedre verden. At politiet, nogle af BZ´erne og journalisterne fra de store dagblade i en fælles interesse efterlod verden med det indtryk, at vi nærmest udelukkende var interesseret i at slås, startede den oktober-dag.

BOOK CLUB

Lorem ipsum sitame an ullance visaue velitesse.

 

Perscatis aperiam invntore vertais betae eplicmo voluptas asperntur ratione nesciun quesuaw ipsuerm vertais nuqam aliquam vlupatem betae voluptas.

Upcoming Book Clubs

 

Lorem ipsum adspacing veniam nostry sun pariatur.

 

Sep 17, 2017

 

Perscatis aperiam invntore vertais betae eplicmo voluptas

 

Dec 25, 2017

 

Get in Touch

 

123 Street Name City,

State, ABC

 

Email: mail@demolink.org

 

Phone: (800) 123-456-7890

 

Copyright. All Rights Reserved